“Har vi nogen planer i dag, skat?”

Spørgsmålet er retorisk, for selvfølgelig har ‘vi’ det. Det er selve viets natur, at have planer. Hvis ikke planer lige nu og her, så fremtidsplaner.

Nu taler jeg specifikt om tosomhedens vi, parforholdet. Det store kollektive vi har en tilsvarende naturlov, men det hører ikke til i den her snak. Jeg vil snakke om mig og det lille vi.

Det lille intime vi, som jeg har valgt ikke at være en del af fremover.

Egentlig var min arbejdstitel “Single med vilje”, men ‘single’ siger i min bevidsthed, at man bare er mellem partnere. At man ikke har fundet en eller lige tager en puster efter en turbulent omgang.

Man er stadig på markedet.

‘Alene’ er for mig en mere neutral beskrivelse af en tilstand. Man er alene uden yderligere antydninger. Det er hverken positivt, negativt eller afventende for den sags skyld.

Medmindre, selvfølgelig, at man kobler det med en beslutning: Alene med vilje.

Og sådan en beslutning tog jeg for efterhånden et par år siden.

Af hensyn til tidligere relationer, som jeg ikke har nogen grund til at tale dårligt om, så lad mig understrege, at min beslutning ikke har noget som helst med mine parforhold at gøre. Jeg er ikke hverken sur eller bitter på nogen. Jeg har kun gode minder. Og de gnidninger, der uvægerligt opstår hen ad vejen mod slutningen, har jeg pakket væk – de kan ikke bruges til noget.

Jeg er heller ikke blevet kvindehader, menneskefjendsk, religiøs eller har antaget en ny spændende alternativ sexualitet..

Når alt kommer til alt, så har kimen til min beslutning ligget og spiret i mig hele mit liv. Og det er så såre simpelt…

Jeg kan virkelig godt lide at være alene!

Hvorfor skriver jeg det her?

Det tog mig også lidt tid at tage mig sammen til. Men i sidste ende kom jeg til den konklusion, at der i virkeligheden er mange, der har det som jeg, men som ikke taler højt om det.

Og jeg synes godt, at det kan tåle at blive sagt højt.

Som introvert taler man sjældent højt, og slet ikke om personlige ting. Det er som regel de udadvendte, der dominerer snakken, og derfor opfattes som normalen.

Men jeg vil gerne give det at ville være alene en stemme. Så andre ligesindede har noget at spejle sig i.

Så vi kan være sammen om at være alene.

Arven fra min opvækst

Når jeg som lille kom hjem fra skole, så smed jeg tasken og gik ud og var alene. Ikke ensom, men bare mig selv i en stor, sprudlende og fantasifuld verden. Jeg var alene det meste af tiden, men jeg følte mig ikke alene.

Nu boede jeg også langt ude på landet som barn, helt ude på Lars Tyndskids mark. Så der var helt konkret ikke alverdens nabobørn. Der var to piger som nabo og nabos nabo. Og de var sjældent interesseret i at lege det samme som mig. Det var mere en art byttehandel – ok, så leger vi røvere og soldater nu, og så går vi bagefter over til mig og holder teselskab. Jeg syntes teselskaber var det kedeligste i verden.

Så realiteterne gjorde deres. De andre børn var der trods alt. De var bare aldrig rigtigt vigtige.

Naturen og landskabet var vigtige. Jeg læste Paw, og drømte mig alene i vildmarken. Jeg stod på tømmerflåde, byggede huler og klatrede i træer. Hvis man ikke har prøvet at slås med pirater fra toppen af et træ i en efterårsstorm, så har man ikke levet.

Og jeg sad i timer med mit hjemmelavede fiskenet ved vandløbet bagerst på grunden bag frugttræerne og stirrede ned i den magiske og brutale verden, der udfoldede sig der.

Senere som teenager, efter vi var flyttet til et andet landskab, smed jeg tasken og gik i skoven. Blundede på en gren i skovbrynet eller gik og tænkte og drømte. Igen, der var ikke mange naboer på min alder. Men det havde heller ikke gjort den store forskel.

For der var et stort problem, når jeg endelig tog kammerater med i skoven.

De snakkede.

Og jeg gik i skoven for at finde ro.

For når jeg har været sammen med mennesker en hel dag, dengang i skolen og nu på arbejdet, så har jeg brug for ro. Mit hoved fungerer ikke, hvis det ikke får ro til at processere alle dagens indtryk. Alternativt bliver jeg træt og knotten, virkeligt knotten.

Det er ikke et valg. Det er nu engang sådan, jeg er skruet sammen.

Flokken

Jeg har altid stået i udkanten af flokken og undret mig. Hvad har de har egentlig gang i? Jeg er af natur ikke særligt socialt anlagt. Jeg er bare god til at tilpasse mig. Men tilpasning er ikke det samme som at synes om.

For at sige det rent ud, så har jeg det decideret svært med mange mennesker af gangen og særligt, når det giver sig udslag i flokmentalitet. Det er ikke en ideologisk ting, sådan “De er bare får allesammen”, som en konspirationsteoretiker ville udtrykke det. Det er et simpelt og direkte fysisk ubehag ved større forsamlinger i det hele taget og flokopførsel i særdeleshed.

Mest uskyldigt i form af en flok turister, der vælter bevidstløst over for rødt for ikke at miste forbindelse til flokken og værst, decideret skræmmende, i politisk idoldyrkelse.

Det sidste er et indlæg værd i sig selv.

Jeg gentager lige: Jeg er hverken menneskefjendsk eller menneskesky. Jeg foretrækker bare andre mennesker i små portioner. Gerne to-tre stykker af gangen og optimalt en til en, så man kan føre en ordentlig samtale.

Det gælder også nære relationer. Noget min familie kan skrive under på. Hvis jeg kan undgå de store mærkedage, hvor alle kommer fra nær og fjern, så gør jeg det.

Hellere blive hjemme og læse en god bog.

Alt det blot for at sige, at selvfølgelig løber det personlighedstræk også over i mine romantiske forhold.

For selv når jeg har været mest forelsket, har jeg altid haft behov for at være alene med mellemrum – i bund og grund for at lade op.

Og det rimer ikke så godt på den passion og det nærvær, der forventes af en romantisk partner.

Den romantiske partner

Kæresten, ægtefællen, elskerinden, eller hvad man nu er involveret i på et givet tidspunkt, er noget helt særligt i ens liv. Ikke mindst fordi ens følelsesliv af natur er ustyrligt. Det afgøres i høj grad af helt konkret kropskemi, som vi ikke er herre over.

Og det er både attraktionen ved forelskelsens rus og det skræmmende. Særligt skræmmende for en introvert.

For hvordan kombinerer man trangen til at være alene med en helt ustyrlig drift mod at være sammen med et andet menneske?

Det korte svar handler om ærlighed og tålmodighed.

Det handler om at holde trangen til at skyde genvej nede. Trangen til at snyde på vægten og udgive sig for en af de succesfulde rollemodeller, man går og er misundelig på. For det man i virkeligheden er misundelig på, er hvor let det ser ud for den, der kan det der. Når det, man dybest set ønsker, er en sjæleven og ikke en hurtig one night stand.

Og en dyb og meningsfuld relation finder man altså kun ved at være sig selv og vente på, at man møder den rette. Den som kan lide det, hun ser – som det er.

Så kan vi altid snakke om at komme de rigtige steder, om hvordan man møder de rigtige mennesker, om at huske at soignere sig og i det hele taget have et liv, som andre gider deltage i. Men det her er nu engang ikke en datingartikel.

Det er bare lidt baggrund for at sige, at jeg selv aldrig har befundet mig godt på scorescenen. Jeg har altid været vildt dårlig til det – nok i bund og grund fordi jeg hader maskespil både fra mig selv og andre.

Jeg er i virkeligheden nok mestendels blevet scoret. Mine bedste forhold er altid kommet bag på mig. Jeg har altid mødt ‘kvinden i mit liv’, når jeg var mest afslappet, ufrivilligt underholdende og uforberedt på, at vi var i gang med at flirte.

Pickup artister – at nørde sig udadvendt

Som en sidebemærkning, så så jeg for nogle år siden en dokumentar om såkaldte pickup artister, PUA’er, altså mænd, der har gjort det til en forretningsmodel at lære andre mænd, hvordan man ‘scorer damer’.

Hvad der hurtigt slog mig var, at det netop ikke var de hurtige og udadvendte, der havde udviklet PUA værktøjerne, men tværtimod de nørdede og indadvendte. Dem der havde problemer med piger i første omgang. Det giver egentlig også god mening, når man tænker over det.

De meget udadvendte behøver på grund af deres natur ikke spekulere så meget i metode, fordi deres udadvendthed helt naturligt skaber en masse kontakt – på godt og ondt. De kører happy go lucky bare derud ad og konstaterer helt naturligt, at noget virker bedre end andet på det praktiske plan.

Den introverte derimod kæmper hele tiden med dilemmaet om at beskytte sit private jeg og at blotte sig. Og ender derfor ofte med at dissekere og gennemspille enhver interaktion ned i helt mikroskopiske detaljer, som for de udadvendte vil være ligegyldige. Og derfor forekommer metode og PUA værktøjer nemt som sendt fra himlen. Fordi analysen, identifikationen af mekanismer og udviklingen af strategier netop giver en følelse af kontrol over en proces, der ellers forekommer uforståelig og uden for rækkevidde.

Problemet er bare, at visse ting, såsom kærlighed, ikke rigtigt fungerer, hvis de tænkes for meget i gennem. Hele ‘magien’ ligger i driften, i det ukontrollable og flygtige. Så selve det at udtænke metoder, dræber det romantiske element – romantikken bliver i sig selv et værktøj.

Så PUA værktøjer kan godt fungere som en maskine til at producere flygtige forhold. Men selve tankegangen står bastant i vejen for rigtige og meningsfyldte forhold.

Hvilket også antydes mod dokumentarens slutning, hvor de nu aldrende pickup artister fremstår som det, de var i første omgang, nørdede og let kiksede individer, som aldrig opnåede den dybe relation, de i virkeligheden søgte i første omgang.

Det vilde datingliv, eller…

Så min uvillighed til at indgå i et nyt parforhold skal ikke opfattes som et carte blanche til at te mig tosset i datinglivet og indgå alle de affærer, jeg kan, uden konsekvenser. Og det er altså ikke fordi, der mangler muligheder i min alder – Ja, det overraskede også mig.

Men når man har svært ved at være tilstede i et forhold med en fast og kendt partner, så giver det næsten sig selv, at det vil være noget nær umuligt at håndtere flere og skiftende partnere. Den ‘mentale overload’ ville slå mig ud efter en uge.

Så jeg kan godt afsløre i dag med hånden på hjertet, hvis det overhovedet skulle interessere nogen, at jeg altid har været trofast i mine forhold. Jeg har aldrig haft et sidespring.

Har tanken slået mig? Selvfølgelig har den det.

Jeg har aldrig påstået, at jeg var gjort af sten eller følt mig moralsk ophøjet. Jeg har nøjagtig de samme impulser som alle andre. Men lige den impuls vælger jeg ikke at udleve.

Ikke af moralske årsager, men simpelthen fordi utroskab ville gøre mit liv frygteligt kompliceret. Og så, helt ærligt, fordi jeg kort og godt ikke bryder mig om at såre et menneske, som stoler på mig. Problemet med utroskab er for mig ikke så meget begæret og manglen på selvkontrol, som det er et spørgsmål om svigt og bedrag.

Og bedrag gør ondt.

Den rare aleneboble

Introverte mennesker kan i bund og grund godt lide at være i fred og i selskab med sig selv. Og når familieinstinkterne er udlevede, børnene er sikrede, og det nødvendige parforhold måske har nået sin udløbsdato, så kan man godt som introvert tænke:

Pyh! Det var så det.
Hvad var det nu lige, jeg havde gang i?

Og så ellers bare nyde freden og hygge sig med sine interesser i en lille tryg og komfortabel aleneboble.

Det er ikke så meget et fravalg af andre mennesker, som det er et valg af sig selv.

Pointen er bare, at alene ikke altid er det samme som ensom.

Alene kan godt være et valg. Og et godt valg.

Forbehold

Selvfølgelig er jeg stadig i risikozonen for at møde en, der ikke giver mig et valg. En, der slår benene væk under mig og tager mit hjerte som gidsel, inden jeg når at få paraderne op.

Det er sådan mine bedste parforhold er startet. Som en overraskelse, når jeg kiggede den anden vej.

Men altså… så længe jeg tror, at jeg selv har noget at skulle have sagt…

---

Kommentarer, spørgsmål eller relevant viden, du gerne vil dele?
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.