Der er intet så svalt
som skyggen af et bøgetræ
i udkanten af en skov
på randen af solflimrende marker.
Og der er intet svalt
for en brændede teenagekrop
som at ligge på en bøgegren
med næsen i vejret
og betragte en mejse
der ubekymret hopper omkring
og passer sit.
Og når tiden står stille
at kravle op
op over kronen
til toppen af verden
hvor horisonten
for enden af landskabet
drager…
Kommentarer, spørgsmål eller relevant viden, du gerne vil dele?
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.


Ét svar til “Der er intet så svalt…”
[…] som teenager, efter vi var flyttet til et andet landskab, smed jeg tasken og gik i skoven. Blundede på en gren i skovbrynet eller gik og tænkte og drømte. Igen, der var ikke mange naboer på […]