Industrifødevarer så langt øjet rækker. Originalfoto af LYZA på Flickr. Brugt på Wikipedia under CC licens.
Der er lavet utallige dokumentarer om den onde fødevareindustri. Om de forfærdelige forhold vores fødevarer bliver produceret under. Om dyrplageri. Om unødvendige kemikalier i maden. Om intensivt landbrug, der udpiner jorden. Og ikke mindst om forurening og klimapåvirkning.
Men… Det er IKKE der, jeg vil hen.
En industri udfylder et behov. Og de tjener penge på at udfylde det behov.
Og hvis behovet er billige og rigelige fødevarer, så er det det, industrien indretter sig på – groft forenklet.
Og enhver virksomhed skal generere et overskud; ikke bare for at fore nogle grumme kapitalisters lommer, men for at overleve.
Nu har jeg selv prøvet at være selvstændig – ikke i den industri, men som tegner/grafiker. Og en ting, jeg lærte, var, at “nok” ikke er nok.
Hvis man lige akkurat tjener, så det kan løbe rundt med en fornuftig indtægt til sig selv, så er man i virkeligheden altid på røven. For indtægten kommer aldrig jævnt. Markedet bevæger sig, og nye konkurrenter presser sig hele tiden på.
Så ligger du og fedter med lige akkurat nok, så er du hele tiden i fare for at ryge ud.
Det gælder for små virksomheder, og det gælder for store virksomheder.
Så der SKAL være fokus på penge, for at sikre en virksomheds overlevelse. Det er ikke i sig selv en ond ting, men en nødvendighed i en kapitalistisk markedsøkonomi.
Og så bare lige for sammenligningens skyld… hvad så planøkonomi, hvor ejerskabet er samfundets? Og hvor samfundet simpelthen forudsiger behov, fordeler ressourcer og styrer produktionen? Her er der ingen, som har behov for en profit.
Det tænker jeg, at vi fik rigeligt afprøvet med Sovjetunionen. Og se lige, hvordan det gik med det.
Kina har en hvis grad af succes med konceptet – men kun ved at blande det med en udstrakt grad af markedskapitalisme.
Så bundlinien er, at en virksomhed skal tjene penge for overhovedet at eksistere. Og jo større virksomhed, jo flere penge.
Du skal være stor for at producere billigt
Og når du er stor, og pengene er langt fra produktionen, så holder produktet op med at være fødevarer – så er det bare et produkt, der skal tilfredsstille et behov. Så billigt som muligt.
Og så bliver øvelsen at optimere produktionen. At erstatte dyre ingredienser med billige, eller at erstatte god kvalitet med knap så god kvalitet i evig konkurrence med andre virksomheder.
Resultatet er ringere og ringere fødevarer set ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt.
Det er ikke resultatet af en ond plan, men en naturlig følge af en form for markedsdrevet evolution. Virksomhedens formål bliver at sælge flest mulige produkter, så fokus bliver, ikke hvad der er godt for forbrugeren, men hvad der kan fastholde forbrugeren.
Fokus flyttes fra fødevaremæssig kvalitet til smag og afhængighed.
Der fyldes fedt og sukker på. Fordi det skaber afhængighed. Når vi fylder os med det, vil vi have mere. Det giver os en umiddelbar lykkefølelse, selvom det i længden er skadeligt for os.
Fokus kan også være convenience. Det skal være nemt. Igen er det ikke det ernæringsmæssige, der er i fokus, men at skabe et produkt, der letter forbrugerens hverdag.
Og forbrugeren vænnes til ikke selv at tage ansvar for sin mad.
Modsat hjemmelavet mad.
Når man laver sin mad fra bunden. Selv indkøber sine råvarer, kigger på dem, dufter til dem og berører dem, så får man en helt anden fornemmelse for, hvad man spiser, end man kan med noget, der kommer færdiglavet og lige til at putte i mikrobølgeovnen.
Så selvfølgelig er der himmelvid forskel på hjemmelavet mad, lavet specifikt til mig med min indsigt i mine behov og så fabriksmad, der skal kunne tilbydes til så mange som muligt.
Det er ikke en ond plan. Det er bare sådan, det er.
Jeg tror såmænd – uden at have noget at have det i – at de fleste fødevareproducenter starter med at gå op i det, de laver.
Kokken, der gerne vil lave mad, som han selv gider sætte tænderne i. Bageren, der bare ikke synes, at det brød, der allerede er i supermarkederne, er godt nok. Eller træningsnørden, der savner færdigretter med den rette sammensætning af proteiner, vitaminer og mineraler. De går alle sammen i køkkenet og prøver at skabe noget, som de selv synes er godt nok. Og hvis de gør det “godt nok”, skaber de en virksomhed og begynder at kunne leve af det.
Og så er det, at det begynder at gå galt for de fleste. Og det er lige meget, om de beskæftiger sig med traditionel mad, veganer- eller helseprodukter, konventionelt, økologisk eller biodynamisk.
Selv berettiget udskældte giganter som McDonalds og Burger King startede med en ydmyg burgerbiks, som bare ønskede flere kunder i butikken.
På et tidspunkt trækker stifteren sig tilbage fra gulvet og fingrene i bolledejen. De forlader produktionen og forsvinder ind på kontoret. De bliver administratorer. De får ansvaret for ansatte, der skal have løn. De skal skaffe penge til investeringer og udvidelser. Måske alliere sig med investorer eller ligefrem danne et aktieselskab.
Og til sidst er nørden så langt væk fra det hele, at den oprindelige skabende pionerånd lige så stille er forduftet ud af fabriksskorstenen.
Det er ikke en ond plan. Det er bare sådan, det er.
Nino e Franco
Bemærk: Banneret nedenfor er genereret med ai.
Første gang jeg trådte ind over dørtærskelen hos Nino e Franco på Nørrebro var i starten af firserne. Lige først troede jeg, at det var en vittighed, en slags totalteater. Det var så italiensk, at det var en karikatur på italiensk. Lokalet var langt og smalt med alt for lidt plads til borde og gæster. Hyggebelysningen var dæmpet til bodeganiveau, og der var elektriske stearinlys og plastikblomster, plastik alt muligt, overalt. Over de rødternede duge hang loftet så fyldt af bastklædte Chiantiflasker, at det hele truede med at falde ned og begrave gæsterne. Og skulle det endelig ske, så ville det såmænd passe helt fint ind i de malede italienske ruiner på væggene. Og… der for enden, ved siden af køkkendøren, stod husalteret, et trestjernet elorgel i imiteret palisander, dekoreret med plasticblomster og kulørte lamper. Nino, en lille og meget sydlandsk udseende mand med sparsomt hår, gik rundt og tog imod bestillinger, lavmælt og venligt. Han serverede også lige så diskret, mens Franco med smørhåret og den italienske charme sivede rundt og underholdt gæsterne, rettede på dugene og sørgede for, at alle følte sig hjemme. Jeg skal måske lige nævne, at maden smagte fantastisk. Jeg var en ung mand dengang og havde måske ikke så meget at sammenligne med, men det hele virkede hjemmelavet og lavet med kærlighed. Jeg begyndte så småt at forstå “vittigheden”, og stille og roligt forekom det hele slet ikke så karikeret alligevel. Så vi skulle selvfølgelig også have dessert og kaffe. Jeg havde sjældent penge dengang, så dessert var ikke en selvfølge. Det var bare lidt for hyggeligt. Og så der, da kaffen kom, skete det. Franco satte sig ved orglet, trak fingrene i gennem smørhåret og tændte spottet på det lille podie, hvor orglet stod. Og så fik vi ellers to kopper kaffe mere til akkompagnement af en halv times italienske schlagere leveret med indfølelse og tandsmil til damerne, som kun en ægtefødt italiener kan præstere. Ja, kald det bare en kliché – men det var en ægte kliché. Behøver jeg at sige, at det blev lidt af et stamsted i mine firserdage på Nørrebro. Og åbenbart også mange andres, for der var altid proppet. Så flyttede jeg. Årene gik. Og jeg satte ikke mine ben på Nørrebro i en lang periode. Indtil en dag en ven og jeg fik lyst til italiensk, og jeg lige huskede på Nino e Franco. Det var inden for gåafstand, så vi traskede forventningsfulde afsted. Men… Nino e Franco var væk. Nu var der en kinesergrill. Helt ærligt… men efter lidt søgen og spørgen – det var før internettet – fandt jeg ud af, at de stadig eksisterede, faktisk ret tæt på, men på en lidt “finere” adresse. Og der var de så. Samme navn, men kæmpe facade. Også indenfor var det stort, og fint. Sådan rigtigt stylet italiensk fint. Hyggebelysning, ikke bodegalys. Dæmpet musik fra højtaleren og en ung blond tjener af den slags, der er tjener i København for at tjene til studierne. For at gøre en lang historie kort. Det var ikke Nino e Franco mere. Magien var væk. Maden var ok, men den samme, som du kunne få ti andre steder inden for gåafstand. Og der var intet smørhår og elorgel. Alt det, der havde gjort Nino e Franco til et stamsted, var væk. Nino og Franco var rykket ind på kontoret. Misforstå mig ikke. Jeg under de to dejlige mennesker at kunne trække sig tilbage fra gulvet og forhåbentlig slappe af og nyde deres otium. Jeg kan bare konstatere, at da de trak deres personlige engagement ud af ligningen, så stod der kun en bleg kopi tilbage.
Når det er sagt, så er der ingen diskussion om, at fødevareindustrien bruger bissetricks for at lokke os til at spise ting, som ikke er gode for os og for meget.
Dokumentaren “The men who made us fat” blandt andre skildrer detaljeret, hvordan industrien i årtier har arbejdet systematisk på at få os til at spise forkert og for meget – vel vidende, at det gik ud over vores sundhed.
Og det er efterhånden velkendt, at nogle af de store og stiftende kræfter bag den mest vanedannende industrielle mad – de super usunde Ultra Processed Foods – var store amerikanske tobaksproducenter som R. J. Reynolds og Philip Morris m.fl., der begyndte at se deres tobakssalg falde drastisk frem mod firserne og derfor begyndte at investere i snackindustrien..
Uanset om der er en ond plan eller ej, så er det et forfejlet perspektiv at anlægge. Jeg mener, at enhver opdeling i “De Onde” eller “De Gode” gør det umuligt at have en fornuftig snak om noget som helst. Det er som en diskussion om universets skabelse mellem en ortodoks kristen og en hardcore videnskabsmand. Den fører bare ingen steder, og ingen bliver klogere.
Formålet med al skriveriet indtil nu var bare at søge en forståelse for, hvorfor tingene udvikler sig som de gør. Og så konstatere, at det er sådan det foregår – hele tiden, hver dag, i enhver sammenhæng. Det er vores opgave hver især, din og min, som voksne mennesker i en verden fyldt med manipulation at være opmærksomme på, hvad der er sandt og falsk og i sidste ende godt for os. Og min sandhed behøver ikke at være din.
Men lad mig slå hvad min sandhed er i denne her sammenhæng:
Ingen industri er sat i verden for din eller min sundheds skyld. Industrien er der for at tjene penge. Min sundhed er i sidste ende mit ansvar – om jeg så vil have det ansvar eller ej.
Jeg vil rigtigt gerne høre din mening om det her emne. Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.
