Hvis det virkelig er slemt med tiden, så gælder det om at skære helt ind til benet. Det gælder specielt i starten, hvor du er uvant med at træne. Din prioritering skal være grundform og basistræning. Og alt andet er derfor sekundært. På den måde vil du også hurtigt kunne se resultater.
Så først og fremmest gælder det om at holde det enkelt. En af de største tidsrøvere, er vores tendens til gøre livet mere kompliceret end det er.
Grundform handler om at få fat i de store basismuskelgrupper og få dem i form. Så følger resten stille og roligt med. Lad være med at være bange for at overse noget – det hele skal nok komme med hen ad vejen.
Du behøver ikke engang at tænke på at skulle i træningscenter. Det hele kan klares derhjemme fra. Så du slipper for at sætte tid af til transport, omklædning, bad etc. – det alene kan der nemt gå en times tid med. Og i starten kan det sagtens klares uden udstyr eller med et minimum af udstyr alt efter temperament.
JAMEN, HVIS JEG IKKE SKAL UD AF DØREN, BLIVER DET IKKE TIL NOGET...
Den indvending mod at træne "hjemme" hører jeg ofte, og den er jo også god nok.
Men tænk over det. Hvis problemet er tid, så er virkeligheden jo nok også, at selv træningscentret ikke har trækkraft nok til at få dig til at træne regelmæssigt.
Og hvad sker der så?
Nu har du dobbelt grund til at have dårlig samvittighed. For ikke at træne, men så sandelig også over at spilde penge på et træningsabonnement, du ikke bruger.
Og dårlig samvittighed er da det sidste, vi har brug for, hvis vi er pressede i forvejen.
Jeg kan ikke give dig mere tid, men de ting, jeg foreslår her, er hjælp til at udnytte den tid, du har, bedre.
Du behøver kun fem klassikere for at få grundformen på plads:
- Squats for lår, balder og let kardio
- Mavebøjninger for…
- Rygbøjninger
- Armbøjninger for triceps og bryst
- Biceps curls
Med de her fem øvelser har du alt, hvad der skal til for at lægge grundformen til al fremtidig træning.
Husk, at selvom der findes 500 varianter af en øvelse, så er den variant, du stødte på i skolen, blevet en klassiker af en årsag – den virker. Alle de andre spacey varianter handler mest om at promovere en bestemt træner eller at ramme nogle helt særlige muskeldetaljer, som ikke har betydning for din grundform.
Ok, jeg skal nok vise et par varianter alligevel 🙂
Der er måder, at gøre de enkelte øvelser både lettere og tungere, så de kan tilpasses den styrke, du kommer ind i kampen med.
Men lige en prioritering mere:
- Form over mængde!
Det er simpelthen vigtigt at prioritere korrekt udførelse over antallet af gentagelser – i det hele taget, og specielt når tid er et problem. Sørg for at få mest mulig kvalitet ud af det, du når. Fem gentagelser med god form er til enhver tid bedre end tyve sjuskede.
Jeg skal nok komme med en gennemgang af de enkelte øvelser og pege på, hvad der er korrekt udførelse, og hvad der er noget skidt.
Bliver jeg afbrudt, så fortsætter jeg bare næste gang, der hvor jeg kom til.
Forrige: TID – Eller mangel på samme | Næste: TID #3 – Listen |
Kommentarer, spørgsmål eller relevant viden, du gerne vil dele?
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.