Jeg har været først i tyverne og læste dansk uden den store entusiasme på KUA, Københavns Universitet Amager, mens jeg boede på Øresundskollegiet – også på Amager.
Det var efterår og sent på dagen. Køleskabet var tomt, og jeg var sulten. Så der var ikke andet at gøre end at bevæge sig ud i verden og fouragere. Det havde jeg nu ikke specielt lyst til, da vejret de dage var koldt og regnfuldt.
Nå, men nød lærer sulten ung mand at gøre det nødvendige. Så jeg tog overtøj på og gik ud; ud i et gråt og vådt efterårsvejr af værste skuffe. Store tunge dråber væltede ud af en blygrå himmel og gennemblødte min sorte filtjakke i løbet af nul komma fem.
Det var en af den slags jakker, der er fremragende i koldt og tørt vejr, men som forvandler sig til en svamp i vådt vejr. Totalt fejlkøb til et dansk efterår.
Således opmuntret vippede jeg kraven op om ørerne og trak hovedet ned mellem skuldrene – som om det skulle hjælpe.
Jeg gik ned ad stien omgivet af tætte buske, der foregav en smule læ og nåede ned til kirkegården bag kollegiet, hvor jeg drejede til venstre ud i det åbne.
Og der… wow! Pludselig ændrede verden fuldstændig karakter.
Lige over tagene på Holmbladsgade, i en smal stribe under kulsorte skyer, stod solen sløret af regnen og oplyste regndråberne bagfra. Det var som om tiden satte farten ned, og rummet foran mig var fyldt med langsomt faldende glimtende krystaller.
Det var et fuldstændig magisk øjeblik, der på et splitsekund forvandlede min indre efterårstristesse til barnlig glæde over, hvor smukt det hele pludselig var.
Jeg stoppede op og sænkede skuldrene og nød pludselig følelsen af regnen, der faldt tungt i mit sammenklaskede firserhår, mens jeg stod og betragtede den usædvanligt smukke kombination af regn og sol.
Og så var det, at jeg fik øje på silhuetterne på vej imod mig – med solen i ryggen. Duknakkede med skuldrene oppe om ørerne og fuldstændig blinde for det, jeg så.
I det øjeblik gik det op for mig, hvad der menes med at “få perspektiv på tingene”. Det var bogstaveligt talt det, jeg lige havde fået.
Det øjeblik har fulgt mig lige siden. En trang til at vende mig om og spejde efter et lysglimt, hver gang jeg støder på det grå kolde mørke.
Kommentarer, spørgsmål eller relevant viden, du gerne vil dele?
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.
