For fyrre år siden, i 1984, hang jeg bogstavelig talt i med neglene og stirrede ned i afgrundens dyb. Uden plan eller nogen idé om, hvordan jeg skulle komme væk derfra. Og nej, jeg var hverken depressiv eller selvmordstruet – Jeg var bare på klatretur med Salle.
Salle var Camp Vikings saddelmager, og jeg var selv sergent i militærpolitiet ved UNFICYP, United Nation’s Force in Cyprus. Camp Viking var den danske styrkes hovedlejr beliggende i udkanten af Xeros, en lille flække på Nordkysten af Cypern, og den stedlige militærpolitistation var allokeret til et gammelt strandhotel et par kilometer længere op ad kysten mod vest.
Og inden du tænker: “Strandhotel? Wow luksus!”, så lad mig lige pointere, at nøgleordet her er “gammelt”, og at hotellets største attraktion var et gaskomfur, der eksploderede med mellemrum.
Med en beliggenhed så tæt på lejren, var det naturligt at stationens personale – vi var fire af blandet nationalitet – havde sin faste gang i lejren. Og vi var da også automatisk medlemmer af den lokale sergentmesse. Det vil man selvfølgelig godt kunne udlægge som en interessekonflikt; det ene øjeblik at hælde fadøl ned med gutterne og det næste at skulle rapportere dem for spritkørsel.
Men sådan er der så meget. Tingene og hverdagen skal også fungere, og så var vi danskere almindeligt kendt i systemet dernede for at være temmeligt pragmatiske og afslappede, specielt hvis man sammenlignede os med englænderne. Tag ikke fejl. Jeg holdt meget af englænderne, men hvis nogen hang fast i det traditionelle klassesamfund, så var det dem. Officerer og menige kom simpelthen fra to forskellige sociale lag og opførte sig derefter.
De danske drenge derimod… og ja, jeg er forudindtaget. De var sgu nemme at have med at gøre. Super professionelle og løsningsorienterede i tjenesten og bundjoviale ellers. Vi noterede dem for at køre for stærkt og være involveret i trafikuheld, og det var mere eller mindre det.
Så naturligvis fik jeg nogle gode bekendtskaber dernede, og en af dem var Salle, saddelmageren.
Uden at sige for meget, så var Salle noget for sig selv. Hippiementalitet, sjov tobak – som jeg i min egenskab af militærpoliti “selvfølgelig” ikke kendte noget til – og sine helt egne ideer om fysisk træning. Alt i alt en type, som jeg generelt altid har fundet fascinerende, og som jeg derfor snakkede en del med.
Og en af de ting, vi snakkede om, var klatring.
Den nordlige, tyrkiske, del af Cypern er meget bjergrig med det næsten to kilometer høje Mount Olympos som eftertragtet turistmål. Det var den del af Cypern, som var omfattet af Xeros stationens patruljetjeneste. Når man kombinerer det faktum med et krav om at brænde næsten 40.000 km benzin af årligt*, så kan man hurtigt konstatere, at jeg har set dybere afkroge af Cypern end de fleste. Det var som at være turist på speed.
* Den gode gamle traver med at hvis man ikke bruger alle ressourcerne i år, så får man mindre tildelt næste år.
Der var ikke noget krav om, hvad man lavede. Der skulle bare køres.
Så jeg kørte og kørte og kørte. Og for vild og endte i afsides liggende flækker på Cypern, som ikke engang er med på landkortet, og hvor en FN soldat var lige så eksotisk som en giraf på Rådhuspladsen. Og efterhånden som jeg lærte mine landsmænd i Camp Viking at kende, så begyndte jeg med mellemrum at tage nogle af dem med på tur i bjergene.
Det var helt uproblematisk. Jeg kaldte bare basestationen op og meldte: “Callsign det og det off air for the next 2 hours.” Og det var så det. Så kunne vi ellers vandre frit i bjergene nogle timer, stå på ski på Mount Olympos eller nyde frokosten i fred på en lokal restaurant i Pedhoulas.
Turen
Jeg ved simpelthen ikke, hvor vi var henne – fotos var jo ikke geotaggede i firserne – men vi var nok i nærheden af Mount Olympos, hvor der var nogle gode slugter at klatre i. Generelt er bjergene på Cypern relativt afrundede og porøse og mere egnede til vandreture end egentlig klatring. Men hvor floderne havde gravet sig ned, stod relativt stejle og hårde klippesider tilbage, som vi yndede at klatre rundt på.
Som det fremgår af billederne, var der stor forskel på, hvor højt oppe vi var. Men ofte klatrede vi rundt i få meters højde over vandet. Det udfordrende var selve klatringen, ikke højden. Der er noget sært fascinerende over at hænge fast på en tilsyneladende glat og lodret klippeside, hvor man ikke kender vejen 3 meter frem.
Hvad man kan gribe fat i eller støtte på, åbenbarer sig først, når man er helt tæt på. Husk, vi var totale amatører uden teori eller træning. Trænede klatrere er sikkert meget bedre til at se en rute for sig og planlægge på forhånd. Men det var også ligegyldigt. Vi havde det bare sjovt med at se, hvor langt vi kunne komme uden at ty til våde støvler eller at kravle op over klippekanten og gå.
Udstyret var derefter. Standard dansk FN uniform med praktisk blå kasket og firser militærstøvler. Læg dertil en Fjælræven rygsæk med sandwich, de uundværlige Prince chokoladekiks og vand. Så bliver det ikke bedre. Nåja, og ti meter udefinerbart reb, for den slags har man jo med i bjergene.
Vi lærte det nødvendige undervejs – what doesn’t kill you… Som at klatre forskudt, når man nu klatrer rundt på en ø, der hænger dårligt sammen. Jeg har stadig mit læringsar på armen efter at have afværget en sten, som min makker uforvarende sendte nedefter.
Nu havde vi efterhånden været på en del ture, og når man er en ung mand på 24, betyder “en del ture” nok til, at man betragter sig som en garvet bjergklatrer. Vi havde styr på det, og problemer var til for at blive løst.
Så da Salle, som klatrede forrest, udbrød. “Her kommer vi ikke videre. Vi er nødt til at klatre op.” Så så jeg en mulighed. Han kravlede tilbage, og vi byttede plads.
Vi sikrede os ved at binde rebet i bæltet begge to, inden han kravlede lidt op og fandt en god solid position, hvor han kunne tage lidt af min vægt om nødvendigt. Og så bevægede jeg mig ellers frem mod det greb, som jeg mente kunne bringe os videre. Jeg trådte så langt frem, jeg kunne uden at sprække bukserne, flyttede hænderne med og trak det bageste ben lidt frem til et smalt fremspring. Og så rakte jeg ud… og kunne ikke nå. Salle havde ret. Her kom vi ikke videre.
No problemo. Så måtte jeg jo bare tilbage, hvor jeg kom fra. Jeg strækker venstre ben så langt tilbage, jeg kan og fanger det fodfæste, der skal bringe mig tilbage. Og så… det der sekund der bliver til en evighed, mærker jeg det lige så stille skride væk under mig.
Sagde jeg, at Cypern ikke hænger særlig godt sammen?
De fleste steder på øen er klipperne relativt bløde og falder nemt fra hinanden. Og selv her, hvor de mestendels føltes solide, blev man af og til overrasket – som nu. Mit fodfæste gled stille og udramatisk væk under mig og faldt i dybet. Og der hang jeg så.
Jeg hang okay fast. Jeg havde godt greb med begge hænder. Min højre støvle var ok placeret på et lille fremspring til at tage min vægt og uden panik kunne jeg føre venstre fod tilbage, hvor den lige var kommet fra. Så langt så godt, men så heller ikke længere.
Summa summarum, jeg kunne hverken komme frem eller tilbage, op eller ned.
Og ned var den dag selvfølgelig langt ned. Som noget i retning af tredive meter lodret ned til en halv meter brusende vand og utallige store og små klippeblokke af den kantede og helt bestemt alt for hårde slags.
Det var selvsagt en glimrende anledning til at gå i panik, men heldigvis er det ikke noget, jeg gør. Den slags lærer man om sig selv ved sådanne lejligheder.
Nu var gode råd dyre. Vi blev hurtigt enige om, at Salle ikke ville kunne holde mig, hvis jeg prøvede at svinge tilbage i sikkerhed. Dertil var han alt for usikkert forankret, og der ville være et kort øjeblik, hvor han skulle tage hele min vægt. Og selvfølgelig var rebet for kort til, at han kunne kravle helt op og fæstne rebet til et træ.
Vores Landrover var flere kilometer væk, og ingen vidste hvor præcist vi var. Og efter et stykke tids stille og rolig snak og evaluering af situationen begyndte mine lægge at krampe. For mens jeg havde et rimeligt godt greb med begge hænder, så balancerede jeg med støvlerne på tåspidserne. Og det kan være fint nok kortvarigt, men med mindre man er balletdanser, er det ikke noget jeg vil anbefale i længere tid.
Så mine ben begyndte lidt efter lidt at ryste. Og jeg hørte småsten falde i dybet.
På film siger man altid, kig ikke ned. Men jeg var jo helt bevidst om, hvor jeg var, så jeg kiggede længe og overvejede, om der var nogen mulig måde at lande helskindet på. Det var der ikke.
Til gengæld var der en sær ro over hele situationen. Landskabet lå tungt og stille i den kraftige sol. Fuglene kvidrede og puslede i buskadset, og vi udvekslede kun få ord efter at have gennemgået vores muligheder.
Og så, da krampen i mine lægge begynder at blive alvorligt bekymrende, udbryder Salle: “Jeg tror, at jeg har en idé.” Han klatrer langsomt og forsigtigt rundt om mig og ned under mig. Og dernede finder han så godt fodfæste, at han kan række op og støtte mig som det klippestykke, der skred væk.
Og så er jeg tilbage, hvor hele miseren tog sit udgangspunk.
Vi klatrede op til kanten. Jeg udbad mig fem minutters stilhed, og så sad vi ellers der og tænkte lidt over situationen, livet og dets forgængelighed.
– – –
Som jeg husker det, klatrede vi videre efterfølgende. Op på hesten og alt det der. Men helt sikkert med større ydmyghed og forsigtighed. Jeg er faktisk næsten sikker på, at billedet, hvor jeg hænger lige over vandet er fra turen efter.
Man lærer utroligt meget om sig selv, når man bogstaveligt talt hænger med livet i en tynd tråd. Men jeg vil nok alligevel anbefale mine børn at tage et online selvudviklingskursus i stedet.
Kommentarer, spørgsmål eller relevant viden, du gerne vil dele?
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.
Tilbage til ERINDRINGER
