Den gale mand - BulletproofGranddad

I foråret 1989 havde jeg et fantastisk fire måneders ophold på Holbæk Kunsthøjskole. Det var også der, jeg jeg så lyset, da jeg mødte “den gale mand”.

Efter et fælles introforløb skulle vi vælge tre fag á en måneds varighed. Og jeg valgte blandt andet et ikonmaleriforløb med Pierre, fordi alternativet var abstrakt kunst med en anden lærer – og jeg gad virkelig ikke abstrakt.

PIERRE

Pierre var kendt for at være en dygtig, men også temmelig ekcentrisk lærer med et strejf af bindegal – hvilket ikke nødvendigvis er noget skidt i den verden. Og lad mig også bare røbe, at han lignede en kunstner taget direkte ud af en film. Gammelt tøj, håret redt tilbage i en kort hestehale og arrogant facon.

Lad mig lige for at forebygge misforståelser nævne, at det her var et af de bedste kurser, jeg har været på, og at det mere eller mindre kom til at definere min løbebane fra årsskiftet og 25 år frem.

Min egen efteranalyse er, at han var en af de her kunstnere, som aldrig rigtigt er brudt i gennem og derfor tjener til dagen og vejen ved at undervise. Hvilket er helt fint; det gælder for mange. Han var pissedygtig til teknikker, og han talte, så man kunne forstå ham.

MEN HAN VAR OGSÅ EN MAND MED EN MISSION

En mission, der gik ud på at finde de rigtige kunstnere på holdet.

Og det var han parat til at gå langt for.

Han malede uden tøven folks malerier over, selvom de havde brugt dage på at nå et bestemt resultat. Han råbte, han sang og gjorde, hvad han kunne for at hyle os ud af den.

En gang satte han græsk musik på og hoppede rundt som en galning og smadrede folks thekrus over hele gulvet – for det gjorde man i Grækenland.

Unødigt at sige, at ikke alle elskede ham. En af de studerende havde et kæmpe skænderi med ham, rejste hjem og blev væk fra undervisningen i en uge.

FOR AT TOPPE DET, VAR HAN DYBT URETFÆRDIG.

Når vi ind i mellem viste vores ting frem i fællesskab, og han gik rundt og gav kritik, så fik alle amatørerne og de talentløse masser af ros og klap på skulderen. Men vi, der allerede kunne noget – og ja, “vi” inklusive mig – vi blev gennemheglet og nedgjort.

Ja, undskyld. Det er dybt urimeligt at skrive sådan. Men det var den følelse, der sad i mig dengang, og derfor skriver jeg det alligevel. Følelser er nu engang, som de er. Perspektivet og reflektionen kommer med alderen.

Til sidst blev jeg så frustreret, at jeg selv havde et større skænderi med ham, hvor han insisterede på, at jeg skulle holde op med at lave plakater og tegneserier og se at lave noget ordentligt – kunst, forstås. Jeg skulle give los og holde op med at tænke, men lade processen styre sig selv.

OG LIGE DER SKETE DET

Det gik op for mig, at jeg ikke var kunstner. Jeg var illustrator, håndværker.

Billederne opstår fuldt færdige i mit hoved, og så skal de bare ud på et eller andet medie. Pyt med den maleriske proces. Pyt med den kunstneriske eftertanke. Når billedet er på papiret, så er det ude af mit hoved. Finale.

Modsat mange af mine senere venner og kollegaer, så er et blankt stykke papir for mig bare et blank stykke papir Det inviterer mig ikke til noget som helst.

Et halvt år senere, 1. januar 1990, åbnede jeg min egen tegnestue, Diemer Illustration, og levede mere eller mindre af mine evner som illustrator i de næste tyve år.

SÅ TAK, PIERRE!

Jeg tænker stadig på dig som “den gale mand”, men jeg gør det med kærlighed.

I eftertankens klare lys, kan jeg nu se, at du var den direkte årsag til at jeg tog springet og i tyve år levede af noget, jeg rent faktisk var god til.

Og jeg kan også se, at du var hård imod os, fordi du rent faktisk så talent og mulighed. Jeg beklager at måtte skuffe dig, men jeg fandt min egen vej.

POST SCRIPTUM

En af dagene, et par uger henne i forløbet, fik jeg besøg af min veninde, vidunderlige Susse Volander.

Pludselig stod hun i døren iført kort pels og strålende humør. Hun kiggede rundt på alle malerierne, sagde: “Næeh!” og drønede ned til mit staffeli. “Lad os lave noget sammen.” udbrød hun spontant, smed pelsen over nærmeste stol og smøgede ærmerne op.

Ind træder Pierre med meget rynkede øjenbryn. Han bryder sig tydeligvis ikke om gæster i undervisningstiden og går med faste skridt ned imod os.

“Ups!” når jeg lige at tænke, da hans øjne lyner imod mig. Men så stopper han og er helt stille.

Der står Sus med maling op ad armene, pelsen på stolen og er helt happy ved at smøre farver på mit lærred med bogstavelig talt arme og ben. Så trak han sig stille tilbage.

Jeg tror, at han så sin kunstner lige der. Sus har i hvert tilfælde levet af sin herlige kunst lige siden
– Volander Art