Jeg skulle flytte hjemmefra mit rare og trygge barndomshjem, før jeg for alvor lærte, at ikke alle mennesker bare gør deres bedste og prøver at bidrage til fællesskabet. Jeg havde selvfølgelig hørt lidt af hvert med mine små barneører, som ofte bliver overset, når de voksne er alvorlige. Men barneører hører meget uden at forstå. Det var først ude i den virkelige verden, at jeg lærte de to yderligheder rigtigt at kende – snylteren og den gavmilde.

Den ene er lige så vigtig at kende som den anden. Det er kontrasten der gør, at man gennemskuer, hvad der foregår. Jeg var så heldigt at møde dem begge tidligt, så jeg aldrig kom i tvivl senere. Man kan sige, at jeg tidligt fik etableret et nyttigt filter.

Den gavmilde

Det er altid godt at lægge ud med noget positivt, så lad mig starte med den gavmilde, som jeg dog først stødte ind i efter mødet med snylteren. T var alt det, som snylteren, J, ikke var. Han var sjov og skarp, altid godt selskab, og så delte han ud, når han havde noget at dele ud af.

Hvad vi, vores fælles omgangskreds og jeg, ikke vidste dengang, var, at T var svært depressiv. Vi var unge og uden den store verdenserfaring, så vi konstaterede bare, at T nogle gange forsvandt fra radaren. Men så var han jo nok bare et andet sted. Og han dukkede altid op igen og spredte godt humør.

Som de fleste af os levede han fra freelanceopgave til freelanceopgave, hvilket vil sige, at han grundlæggende var fattig som en kirkerotte. Men sådan var vilkårene for de fleste af os, og vi havde det sjovt alligevel.

Og sådan skete det, at han ind i mellem kom til penge og så pludselig stod i min entre med et hundedyrt Van Hauen brød – de havde stadig egne bagerier på de bedste adresser i byen dengang – og en pakke smør. Og så stod vi der ved mit skæve køkkenbord på Nørrebro og gnavede os igennem et helt brød med smør, mens vi blev enige om, at livet sgu ikke var så dumt endda.

Det var også ham, der troppede op en dag med en pakke gorgonzola fra Irma og lærte mig at lave hjemmelavet pasta med gorgonzolasovs. Vi rullede pastaen med en skæv vinflaske og hængte den til tørre over et lysstofarmatur, som nok aldrig har været tørret af – men det kunne vi jo ikke se. Og tro mig, det smagte fantastisk.

Og sådan var T. Når han var ovenpå, så delte han ud, så vi allesammen kom ovenpå. Og når han var nede, så holdt han det for sig selv. Det sidste skulle han nok ikke have gjort, men det er en anden historie.

Pointen er, at T var gavmild og stadig er det. Og derfor var han også velkommen overalt.

Snylteren

J derimod… don’t get me started! Men jo, nu er jeg jo alligevel igang. Han var alt det modsatte, mørk og humørforladt og først og fremmest nærig. Alligevel havde han snylterens særlige evne til at møve sig ind i det gode selskab og hænge på – indtil han blev gennemskuet.

Når han først var indenfor, så levede han i høj grad på andre menneskers gode manerer og tendens til at give andre en chance. Selvom man hurtigt fik en fornemmelse af, at det var en lidt ensidig transaktion, så formåede han som regel lige at give nok strategisk, til at man sagde: “Pyt, det er nok også bare mig.”

En typisk ting var, at han altid kom dryssende sådan hen ad eftermiddagen, og så altid formåede at hænge ud til aftensmadstid. Og hvad gør almindelige mennesker så? De inviterer ham selvfølgelig til at spise med. Og når man nu har gæster, så får maden jo lige lidt ekstra kærlighed, om det så er en stegt kylling fra tilbudsdisken eller en ydmyg pasta bolognaise.

Jeg nævnte hans strategisk tilgang til tingene, og da han havde lavet det samme nummer med mig en otte-ti gange, kunne han nok godt mærke, at jeg begyndte at blive lidt forbeholden, når han dukkede op. Så han inviterede mig på middag.

Jeg må indrømme, at forventningerne nok var skruet lidt op. Jeg vidste jo af erfaring, at han var glad for god mad, og selvom jeg ikke holder regnskab med den slags, så vil jeg nok mene, at jeg havde noget tilgode.

Lad mig bare rive plastret af med det samme. J varmede to dåser tilbudsravioli i tomat og garnerede dem med en skefuld frostærter til hver.

I det øjeblik begyndte jeg at holde regnskab.

Alle flyttede meget dengang. Mange i omgangskredsen var studerende, og man tog, hvad man kunne få, om det så bare var tre måneder i et tagkammer. Og ja, det var normen. Folk flyttede fra tagkamre til fjerde sale i et væk. Og hver gang blev flokken trommet sammen til en eftermiddags knokleri med bøger i bæreposer og papkasser fra Fakta, hvor bunden gik ud på tredje sal.

Det var træls og sjovt på samme tid. Vi hjalp hinanden, fordi det gjorde vi bare, og belønningen var altid den samme. Et eller andet sammenkogt på paptallerkener midt i flytterodet og Harboepilsnere i skæret af stearinlys og den ene lampe, der ikke gik i stykker under flytningen.

Og hvor var J i alt det? Han dukkede som regel op, når alt var båret op. Hold da op! Er I allerede færdige? Nå, men vi skal til at spise, kan jeg se. Og så gik han all in. Indtil TR fik nok, sagde sandheden højt og smed ham ud.

Og sådan brændte han sine broer, den ene efter den anden. For han kunne ikke andet.

Han var en snylter. Og han forblev en snylter, der altid tog uden at give noget til gengæld, til han blev smidt ud.

Snylterne og de gavmilde

Jeg er lykkelig over at have mødt dem begge så tidligt. For det har givet min radar en særlig følsomhed over for at blive udnyttet.

Der var den søde ældre dame på kontoret, som på min første dag lige bad om hjælp til kopimaskinen, som jo var så svær at finde ud af. Så jeg endte med at stå og kopiere 50 kompendier. Ha, sagde kollegaerne, så er det dig, hun har kastet sig over. Pas på.

Eller M fra min soldatertid, som altid lånte penge af alle, og liiige havde brugt den sidste krone på noget vigtigt, når folk prøvede at få deres penge igen – men næste måned… Det rygtedes sjovt nok også hurtigt.

Eller “vennen” der kun ringer og spørger, hvordan man har det, når han har brug for en tjeneste.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke sur eller bitter på dem, jeg har mødt på den måde. For jeg var heldig og nåede aldrig rigtigt at få noget alvorligt i klemme. Det var der andre, der gjorde. Som så en andens navn på deres arbejde eller sad tilbage med gælden efter, hvad de troede, var et fælles forretningseventyr, der gik galt.

Jeg lærte en lektie tidligt. Og det er jeg egentlig taknemlig for. Tværtimod bitter har jeg mere ondt af de mennesker, der snylter som overlevelsesstrategi. For det er en elendig strategi. Den virker måske i første omgang, men den vender sig altid imod dem, når folk gennemskuer deres små julelege. Og så ender de selv bitre og venneløse.

For hvad skal man med snyltere i sit liv, når der findes så mange ordentlige og gavmilde mennesker? Mennesker, som man altid har lyst til at give en hjælpende hånd, fordi de selv altid er der, når man har brug for det. Der er seks millioner mennesker i lille Danmark, og jeg behøver ikke at holde mig gode venner med andre end dem, der er godt selskab.

Et gavnligt filter

Formålet med de her refleksioner er egentlig at opfordre alle til at få installeret sådan et filter tidligt i tilværelsen. Et filter, der opfanger de trælse bekendtskaber og slipper det gode selskab igennem. Det siges, at man ikke kan tilfredsstille alle, og helt ærligt så er det slet ikke værd at prøve.