For år tilbage, helt tilbage i firserne, en tidlig formiddag gik en ung kvinde forbi på den anden side af Gothersgade. En kvinde af den type, som mænd vender sig efter. Så selvfølgelig vendte jeg også hovedet og kastede et blik.
Men så var der noget andet, der fangede mig. Manden der netop trådte ud af bodegaen, idet hun passerede forbi. Midaldrende med tilbagestrøget vandkæmmet hår, nogenlunde velholdt men lidt slidt i kanterne og med en antydning af den der “sidste udkald” desperation. Han kastede ikke et blik. Han vendte sig om, stak hænderne i lommen og stirrede op og ned af hende, længe. Alt for længe.
Jeg kan huske, at jeg havde en klar følelse af: “Don’t be that guy!”
Det var en anden tid. Men ordet “klam” var allerede opfundet. Og de færreste af os ønskede at få den etiket sat på os.
Men det var længe før “me too”.
Så ja, vi kendte “klam”, og vi kendte alle sekretær- og doktorvitserne, og syntes at manden med det vandkæmmede hår var for meget. Og så var det også det.
Overgreb var noget, der var voldsomt og afskyeligt, og vi fordømte den slags, selvfølgelig. Det var overfald, voldtægt og tydeligt, og ingen mand med respekt for sig selv, kunne finde på at forsvare det.
Men det, vi i dag benævner hverdagssexisme, var ikke en ting.
Mænd var mænd, og kvinder var kvinder, og mænd forventedes at være fremme i skoene. Kvinder var kokette, gjorde modstand på skrømt og skulle overvindes, forstås. Hollywood understøttede i høj grad den myte, og vi købte den. Hvis manden ikke kunne “stjæle” et kys, var han ikke en rigtig mand.
Var det noget, vi tænkte over? Ikke rigtigt. Vi levede i det og forsøgte hver især at finde vores plads og få mest muligt ud af de chancer, livet bød os.
Og ja, jeg skriver som mand
Og jeg skriver som mand fra samme generation som Jes Dorph, Jon Stephensen og Martin Brygmann. Og jeg gør det, fordi jeg ærlig talt føler mig kaldet til at sige noget på vegne af vores generation.
For uanset hvad jeg synes om deres opførsel, så er vi vokset ud af den samme kulturelle kontekst. Og vores voksenidentitet er blevet formet af den samme tidsånd i firserne.
Det var en anden tid, men… Vil jeg bruge det til at tage de herrer i forsvar? Næh!
Vil jeg prøve at skabe en smule forståelse for, at debatten bør være lidt mere nuanceret, end jeg synes, den er i dag? Ja tak.
For det er så nemt at udskamme folk for noget, der foregik i en tid, som man måske ikke engang selv var en del af og slet ikke kender. Og det er nemt at sidde på den moralske høje hest selvom man er fra den tid, men aldrig selv “fik tilbuddet”.
Man siger, “magten korrumperer” af en årsag. Og utallige ordentlige og moralske mennesker – som dig, kære læser, og mig – har solgt deres ordentlighed og moral, når de har fået det rigtige tilbud.
Og hvad var tilbuddet så dengang?
Tilbuddet var, at var du fremme i skoene, var du fræk nok og ihærdig nok, så lå kvinderne for dine fødder. Havde du status og indflydelse, så kunne du bare vælge. Men var du tilbageholdende og forsigtig, så måtte du blive stående og vente på perronen.
Det var sidegadeveksellerernes og de hurtige lugtfri penges tid. Gordon Gekko var nogles helt, mens de fleste elskede at hade ham. Men uanset standpunkt satte han standarden for perioden: Du skulle ligne en million og opføre dig derefter.
De, der kunne det, havde frit spil.
Den bløde hønsestrikkende hippiemand var for længst dømt ude – ikke mindst af kvinderne.
Og jeg troede helt ærligt, at det bare var sådan, det var. Ikke at jeg syntes, det var retfærdigt. Men det er der så meget, der ikke er.
Fik jeg sagt, at jeg ikke var forrest i feltet?
Nå, men det var jeg så ikke. Ikke at jeg klager. Jeg fandt min egen vej og havde gode kærester gennem årene. Kvinder, som jeg stadig tænker varmt på i dag så mange år senere.
Pointen er, at vi, der ikke var en del af gamet, ikke tænkte over, hvor galt det var. Vi kunne synes at de smarte og de hurtige var irriterende og for meget, og vi kunne til tider være lidt misundelige, men…
Vi tænkte ikke over, at et klap i røven eller en upassende bemærkning kunne give ar på sjælen. Vi snakkede ikke om, at chefens tilnærmelser til sekretæren var et problem. Eller at der overhovedet var noget, der hed sexisme.
Et eksempel fra det virkelige liv
| Jeg synes ikke, at det er min opgave at hænge folk ud med navn, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg havde en bekendt dengang, som ikke just led af moralske skrupler. De, der har mødt ham, vil nok alligevel ikke være i tvivl om, hvem jeg mener. Han var en ikke særlig kendt film- og teaterinstruktør med et udpræget talent for at få andre til at gøre det hårde arbejde og så tage æren for det. Han kunne det der med at være charmerende og insisterende i så passende doser, at man næsten altid endte med at føje ham, selvom man nok havde på fornemmelsen, at man burde lade være. Det talent misbrugte han i den grad som filminstruktør, og jeg måtte lægge øre til en del historier om, hvad han fik håbefulde unge filmtalenter til at foretage sig for at få en fod indenfor i branchen. Og uden at gå i detaljer kan jeg sige, at det sagtens kan måle sig med, hvad der er kommet frem i dokumentaren omkring musikbranchen. Vi var jo mange i hans omgangskreds, som kendte de historier. Så spørgsmålet er sådan set bare: Hvad gjorde vi ved det? Kort fortalt: Ikke noget! Reaktionerne rangerede mellem… – Aj, det gider jeg altså ikke høre på. – Man skulle være i filmbranchen. – Folk vil sgu da også gøre hvad som helst… Generelt tror jeg nok, at holdningen mest var, at “de” kunne jo bare lade være. Og i min omgangskreds var der i hvert tilfælde ingen, hverken mænd eller kvinder, der tog emnet op. Så for at være helt ærlig, så var det kort og godt ikke noget, jeg tænkte over. |
Vi snakkede simpelthen ikke om det dengang.
Vi snakkede ikke om det dengang, så måske skulle vi tage at snakke om det nu. Ikke bare fordømme; det er for let. For helt ærligt, før du kaster den første sten… fik du selv tilbuddet?
Man siger, at i krig og katastrofer ved man først, hvordan man selv vil reagere, når man står i situationen. Og jeg tror, at det gælder i alle forhold. Vi kan teoretisere i en uendelighed og forestille os, hvem vi er, og hvor gode vi selv er, men…
Hvis vi skal gøre fremtidige generationer en tjeneste og bane vejen for, at de får det bedre med sig selv og hinanden, så skylder vi dem at stå frem med den erfaring, vi efterhånden har i bagagen. Og vi skylder dem at reflektere over, hvordan det kunne komme så vidt, at vi havde brug for “me too”. Ikke bare at sige, “det er også for galt.” For det er sgu selvindlysende.
Nej, det vi skal have frem er, hvad var det, vi ikke så? Og hvad var det, vi ikke talte om?
Jeg har selv to unge mennesker på vej ud i verden – ja, jeg sagde jo, at jeg ikke var forrest i feltet 🙂 Og jeg vil gerne gøre mit til, at de får en ordentlig start derude. At de kender til grænser, både egne og andres. Og at de kender værdien af at respektere den slags grænser.
Så jeg vil gerne opfordre min generation, bedsteforældregenerationen (damn, det gik hurtigt), til at stå frem og åbne op.
Så vi ikke, hvad der skete?
Eller accepterede vi det bare?
Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at jeg også gjorde dumme ting. Og at det er menneskeligt. Måske var det rent held, at jeg ikke gjorde noget, der skadede andre. Måske fik jeg bare ikke tilbuddet. Jeg ved det ikke.
Men et er sikkert. Tingene skal ud i det åbne, før vi kan forholde os til dem. Det beskidte undertøj skal luftes. Og historierne skal frem. Ikke for at hænge nogen ud – selvom det er uundgåeligt – men for ikke at gentage dem.
Jeg har bare ingen respekt for hoben med faklerne.
Jeg har respekt for dem, der står frem og fortæller, hvordan de fejlede og blev klogere – så vi alle sammen kan blive klogere og efterlade en bedre verden end den, der formede os.
Jeg vil rigtigt gerne høre din mening om det her emne – specielt hvis du også var med dengang.
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.