Janteloven i lyset af aktuelle begivenheder

Når man læser alle Jantelovens 10 bud, så er det noget af kæberasler til selvbevidstheden. Det er nu nok de færreste, der kender til alle ti paragraffer. Når nogen refererer til Janteloven, er det som oftest bare en henvisning til den ene paragraf, som alle kender:
“Du skal ikke tro, at du er noget.”

Og når Janteloven bliver bragt i spil, så handler det altid om, at nogen ikke føler sig anerkendt efter fortjeneste.

Og lige præcis det vil jeg gerne knytte et par kommentarer til.

JANTELOVENS 10 BUD
1. Du skal ikke tro at du er noget. 2. Du skal ikke tro du er lige så meget som os. 3. Du skal ikke tro du er klogere end os. 4. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os. 5. Du skal ikke tro du ved mere end os. 6. Du skal ikke tro du er mere end os. 7. Du skal ikke tro at du duer til noget. 8. Du skal ikke le ad os. 9. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig. 10. Du skal ikke tro du kan lære os noget.
Janteloven stammer fra den dansk-norske forfatter Aksel Sandemoses roman “En flyktning krysser sitt spor” fra 1933.

Allerførst, jeg forstår, hvor loven i sin natur kommer fra. Den udspringer af det lille lokalsamfunds behov for social kontrol – ja, social kontrol er også en del af vores kultur – for at sikre ro og stabilitet frem for diskussion, konkurrence og opbrud, særligt i foranderlige tider. Og jeg har mødt mange, der den dag i dag har følt sig presset ud af små lokalsamfund netop på grund af en manglende forståelse for det anderledes og iøjnefaldende.

Og den del af Jantelovsmekanikken er træls. Men til gengæld er den også i høj grad med til at skabe grundlaget for det boblende kulturliv og den skaberkultur, der præger de store byer, hvor Janteloven i høj grad er sat ud af kraft – i høj grad, men altså ikke helt.

Du skal ikke tro…

Lad mig vende tilbage til lovens bogstav. En af de detaljer, man ikke snakker højt om, er det helt gennemgående tema: “Du skal ikke tro, at…”

For i Danmark og, har jeg indtryk af, i Norden i det hele taget, er vi ikke så vilde med folk, “der tror”, at de er noget. Slet ikke hvis de selv taler højt om det. Hvis du er noget, så viser du det i handling og ikke i ord. Stik modsat det amerikanske koncept, hvor bragesnak er det første skridt på vejen til succes.

Og hvad har du så gjort for fællesskabet?

Det er meget fint, at du har tjent 100 mio, mens vi andre har passet vores almindeligt dødelige arbejde. Men har du gjort noget, der kommer samfundet til gode? Har du puttet det hele i skattely på Caiman Islands? Eller har du investeret pengene i nye arbejdspladser eller startups, der gavner almenvellet.

Elsker du at vise dine statussymboler frem, så smut du bare. Her får du den kolde skulder. Du skal nemlig ikke tro, at du er noget. Men viser du format, lederskab og respekt for det samfund, der har givet dig muligheder, så vil vi gerne anerkende dig.

Når Lars Fruergaard Jørgensen bliver klappet ud af Novo Nordisk efter, hvad der reelt var en fyring, så ved man, at det er respekt, der driver applausen. Ikke respekt for titlen, men respekt for manden, for hvad han har opnået med virksomheden og for hans måde at gøre det på. Her er ingen Jantelov, for manden har bevist i gerning, hvad han er værd. Og det belønner vi gerne.

Og hvem har ikke respekt for Jonas Vingegaard og hans præstationer. Hans hårde arbejde, hans sejre, hans styrt, hans comeback – og hans ydmyghed.

Og kom ikke og påstå, at vi ikke er stolte af Lego og Mærsk, der til enhver tid kunne have forladt andedammen og ladet os sejle vores egen sø. Men de gjorde det ikke. De blev og de bidrog. Respekt for det.

Men hvem gider rejse sig for en Lars Seier Christensen, skaberen af Saxobank, som tog sine penge til Schweiz og nu bare sidder der og lejlighedsvist pipper fornærmet op om, at Danmark og danskerne er dumme, fordi vi ikke indretter landet, som det passer ham. Hvad har du bidraget med, kære Lars?

Når de “store mænd” kysser ringen

Og kigger vi i de her dage over Atlanten, som egentlig var udgangspunktet for det her skriv, så ser vi vores skepsis over for højtsnakkende og selvpromoverende typer personificeret i snart sagt alle, der har noget at skulle have sagt derovre.

De ser sig selv og vil gerne fremhæve sig selv som forbilleder. Alt imens de kysser ringer og kryber for det store dyr i åbenbaringen eller som det mindste dukker sig og lader som ingenting. De siger til kassedamen og centervagten: “Bare gør som mig. Og med hårdt arbejde og Guds hjælp, så kan du også opnå penge og indflydelse.” Alt imens de logrer med halen foran deres Herre og mester og håber på, at han smider et ben, hver gang de stemmer for at beskære undervisning, sundhedsvæsen og infrastruktur, som var det, der i første omgang skulle give muligheder til de mange.

Og mens de træder på alle de underpriviligerede, så dæmoniserer de fremmede, de anderledes og alle andre, som den stærke i mytologien og Hollywood ellers skulle værne om. Det er deres skyld siger de. De, der er på overførselsindkomst, er svindlere og bedragere, også pensionister og veteraner. Indvandrere beskyldes for at være kriminelle pædofile og narkokriminelle, mens anderledes tænkende og udseende er djævelens håndlangere.

Hvor dybt kan man synke?

Og fortæl mig så lige, hvad der er at respektere her?

Så… Hvis vi piller småligheden ud af Janteloven, så tror jeg faktisk, at den er et sundt princip at bygge et land og en kultur på.

Du skal ikke tro, at du er noget.

Du skal vise det.

Og så ellers slappe lidt af med selvfedmen.

---

Alle BulletproofGranddad mener, at…

Kommentarer, spørgsmål eller relevant viden, du gerne vil dele?
Lad os få en snak på BulletproofGranddads facebookside.