10 gode råd

til at få mest muligt ud af livet over de tres

I princippet burde jeg vel vente med at give den slags gode råd, til efter jeg var fyldt halvfjers. Men nu skriver jeg jo på den anden side det her lige så meget for min egen skyld som for din. Så se det som mit forsøg på at bruge de seneste tres års erfaringer til at give et godt bud på at komme i gennem de næste ti år så godt som overhovedet muligt.

Her er, hvad jeg foreløbig er kommet frem til.

  1. Vær nysgerrig og åben
  2. Prioriter glæde
  3. Vær hensynsløst ærlig
  4. Tag vare på dit helbred
  5. Spis sundt
  6. Træn din fysik
  7. Prioriter familie og venner
  8. Øs ud af din erfaring
  9. Genfind din leg
  10. Det er aldrig for sent

Det kan sagtens være – det er vel nærmest sikkert – at listen her bliver revideret. Sådan går det, når man arbejder med ting. Og sådan skal det også være.

Vær nysgerrig og åben

Jeg føler ikke rigtigt, at der er en naturlig rækkefølge i de ti råd bortset fra det her første. Det vil jeg til gengæld prioritere over alle de andre. Fordi det er noget af det, der falder os voksne mænd med godt med livserfaring under bæltet sværest at efterleve. Vi har nemlig en uheldig tendens til at være nogle syrlige kynikere, os selv nok og belærende, grænsende til det nedladende.

Og det er synd for vores omgivelser, men så sandelig også for os selv.

Til TOP

Prioriter glæde

Der er en udløbsdato. Det bliver mere og mere tydeligt. Der er allerede flere fra din årgang, der er stået af. Ikke bare af ræset, men helt af. Det er i den grad tid til at vende fokus mod de gode ting her i livet. Ikke for at drukne sig selv i overforbrug og fråseri, men tværtimod til at give dig selv tid til at nyde livet i fulde drag.

Det er tid til for alvor at stå af ræset med børn, karriere og prioritetslån.

Skift dunken ud med en god vin valgt med omhu og sid ned i forårssolen og nyd den, som om hvert glas var det sidste. Og gør det med alt, hvad du gør. Nyd det eller drop det.

Betyder det, at du skal droppe alt, der er besværligt? Nej da. Du skal bare gøre en indsats for at finde glæden i alt det, du gør. Og kan du ikke det, skal det nok droppes. Der er ingen grund til at spilde tiden.

Til TOP

Vær hensynsløst ærlig

Det er altså dig selv, du skal være hensynsløs overfor. Ikke andre! Der er ingen grund til at fortælle kollegaen, at han er ualmindeligt grim i dag – heller ikke selvom det passer. Men der er god grund til at se i øjnene, at du måske selv har en dårlig dag, siden du føler trang til at fortælle ham det.

Vi bruger en stor del af vores liv på at lade som om. Som om alt er perfekt derhjemme. Som om helbreddet er tiptop, selvom maven hele tiden gør knuder. Som om karrieren er fantastisk, selvom du lige er blevet sprunget over af Hans fra Marketing. Og så videre og så videre. Det handler om overlevelse og om at komme videre på trods.

Men det er jo ikke kun andre, vi narrer. Det er også os selv. Og helt ærligt, det må være slut nu. Det er tid til at opføre sig voksent og klogt.

Til TOP